Permanent udstilling af gammelt håndværk

Udstillingen af gammelt kunsthåndværk repræsenterer via visningen af specifikke arbejdsredskaber vidnesbyrdet om det håndværk, som Ernesto Gennaro Cecconi udførte i løbet af sit liv.

Ernesto Gennaro Cecconi, født i Montaione den 24. januar 1899,  startede smedefaget fra en ung alder, og da hans værker blev specifikt værdsat, var han drevet til at forbedre sig selv i dette job.

Så - ved at bruge ambolten som støtte - ved at slå og modellere metallerne, som han ville, blev hans inspiration straks bemærket af borgerne i Montaione i en sådan grad, at der var mange job (både offentlige og private), der blev bestilt hos ham.

Han udsmykkede Palazzo Comunale med sine værker (hvor du stadig kan beundre lysekronerne og trappernes gelændere), vandbrønden, der engang var i centrum af Piazza della Chiesa, i dag Piazza della Repubblica, og mange andre steder  - også uden for Montaiones område.

Ernesto Gennaro Cecconi vendte tilbage fra krigen (1. verdenskrig; han var rent faktisk en af "drengene fra 99", der gik i krig i den unge alder af 19 år) som en finurlig håndværker og også lidt af en kunstner, han lærte også kunsten at lave sko han tog fodens former og lyttede  til kundens behov, fortsatte med behandlingen af læderet ved at pakke det rundt om træformer og derefter fastgøre det med søm til sålen.

Ernesto Gennaro Cecconi havde også rollen som borgmester i Montaione fra 1948 -1951.

At besøge udstillingen med gammelt håndværk er ligesom at træde ind i fortiden på de steder, vi besøgte med vores bedsteforældre, og hvor vores øjne fortabte sig blandt snesevis af genstande, som vi næppe kunne gætte brugen af.
Disse steder bevarer en arv, der er fremstillet af ofre og anstrengelser, som i dag i lyset af den voldsomme forbrugerisme ikke må glemmes, da de repræsenterer den sande mening med livet.

Nogle få skridt fra Mostra degli Antesti Mestieri, når du drejer ind i  "Vicolo della Rosa", kan du se to interessante reproduktioner på væggen, der repræsenterer en "Madonna med barn" og en "franciskaner-kartouche".

. . . . . . . . . . .